lørdag den 24. november 2012

Hvis nu jeg bare står helt stille....?!

Var på super hyggeligt besøg hos gode venner i går. Venner vi mødte da Nilas startede i vuggestue, og deres datter og Nilas på ingen tid blev bedste venner. Til trods for Nilas sidenhen skiftede institution, og de nu går på forskellige skoler, har de det bare så super hyggeligt sammen, og opfører sig som om, det var i går, de sidst så hinanden.

Første kommentar fra husets frue; A, var noget i stil med "Hvad sker der lige omkring jer i øjeblikket!?" 
Og øhhhh ja; da vi ligesom gennemgik diverse venner og historier omkring os, var det da lidt tragi-komisk.
Knivdrab, skilsmisse kort før baby nr. 3 siger go'dag til livet, leukæmi, neurologbesøg osv osv er bare en god smagsprøve på, hvilket problematikker, der i øjeblikket presser sig på i vennekredsen. 
Pludselig gik det op for mig, hvor forsigtigt vi som familie egentlig skal bevæge os, for ikke at ryge ud i det spin - altså helt billedligt set. 
Hvis vi bare står helt stille, trækker vejret forsigtigt og ikke blinker, undgår vi så at sætte vores egen alarm i gang? Undgår vi dermed at blive en del af alle ulykkerne?

Jeg har kæmpet mine kampe, og jeg er slet ikke i tvivl om, at livet byder både på op- og nedture. Men er man en lille smule egoistisk, hvis man ønsker at gå fri i denne omgang? Hvis man bare ønsker at være den, der står på sidelinien og hjælper det bedste vi kan som familie?

Puha; vi mærker livet og verdenen i disse tider, men håber i den grad også, at det bringer os tættere sammen som familie, og at vi kommer til at sætte pris på højtider, der giver os tid til samvær og fordybelse. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar